Stilhed


Stilhed

Stilhed
af Heidi Fjelstrup

 

“Stærk debutroman om svære familierelationer, bristede (stemme)bånd og om hvordan afstande vokser, når man ikke kommunikerer. Et hjerteskærende værk, som ikke bør eksistere i stilhed.
’Stilhed’ er en larmende, alarmerende debutroman om forholdet mellem mor og datter, en spiseforstyrrelse, et selvmord, en graviditet, liv og død. Kort sagt – om eksistens. Men vigtigst af alt er det en historie om, hvor forfærdelig begrebet stilhed kan være.” Læs mere her.
litteratursiden.dk

“Det er en bevægende roman, og man skal lede længe efter et mere præcist udtryk for, hvor dårligt mennesker egentligt forstår hinanden, og hvilke forfærdelige fejl man kan begå i den bedste mening – 5 stjerner ud af 6”
24 timer

“Stilhed er en debutroman om begyndelser og afslutninger. Ida er i sjette måned. Hun og kæresten, Rasmus, glæder sig. Der er kun en enkelt skygge i tilværelsen, og det er, at Ida ikke har talt med sin mor i flere år, så af hensyn til såvel sig selv, Rasmus og især det nye barn har hun nu behov for at få afklaret forhold i barndommen.

Det er en voldsom proces at genkalde sig kampen mod overvægt, lillebrorens selvmord og moderens svigt og afvisninger. Årsagen til, at Ida afskrev sin mor. Moren er døende, og ved hendes sygeseng gennemgår Ida sit liv og moderens rolle i det. Men der følger ingen rigtig lettelse med konklusionen.

Opbygningen ligner den i Martha Christensens I gårs fortræd, men levner ikke så meget håb. Stilheden er bogens vigtigste begreb, fordi den står for fravær af vejrtrækning – af liv. I øvrigt minder den også om Den uimodståelige Henry House i sin afklaring af barndommens fortræd. Og her bør så måske også nævnes forårets Man dør kun en gang, Kapgang og Vildnisset der også omfatter emnet tidlig svigt, og det vanskelige forhold til forældre, der ikke ved bedre” Læs mere her.
bogvaegten.dk

“Det er spændende at følge Idas udvikling gennem bogen, hvor hun opdager små tråde, som hun til sidst kan stykke sammen til en rød tråd, som går igen i tidligere generationer. En historie, som er værd at læse, fordi den er så relevant for os alle sammen” Læs mere her.
boggnasker.dk

“Heidi Fjelstrup har med romanen Stilhed skabt en medrivende og intelligent fortælling om en ung piges opvækst omkring Roskilde og København. Fortællingen er centreret omkring tragedie i pigens familie, men fortællingen rummer stor kærlighed og ømhed. Hovedpersonens oplevelse af meningsløshed er i virkeligheden kun mulig, fordi familierelationer er de mest meningsfulde relationer. På samme måde er familiens stilhed den allermest larmende, fordi det er med familien man har, eller burde have, allermest at tale om.

Heidi Fjelstrup formår at fremstille disse temaer i et flot, simpelt og klart sprog, hvilket er sjældent blandt yngre forfattere. Der er her tale om et lille mesterværk om tilværelsen, dens drama og dens filosofi.”
Jakob Friis Andersen

“Jeg er vild med måden den er skrevet på – trylleri med ord. Jeg synes det er en tankevækkende historie og den fik mig til at tænke over mit eget liv og forholdet til mine nærmeste – og at man skal sætte pris på det man har, mens man har det. Sætte ord på sine tanker, og ikke gå med det inden i selv. Læren om at give sig hen og stole på andre mennesker, hvor vigtigt det i virkeligheden er.”
Mie Pedersen

 

Find forhandler af paperback Find forhandler af e-bog Find e-bogen i iBookstore

 

Find forhandler af MP3-CD lydbog Find forhandler af e-lydbog

 
Stilhed af Heidi Fjelstrup
Udgivet 1. august 2010
Paperback, e-bog og lydbog
184 sider

 

Bagsidetekst

”Han var bleg og hård. Underlæben var dækket af dybe tandmærker og størknet blod. Portøren fortalte mig på vejen ud, at det er normalt. At mennesker, der hænger sig, ofte bider sig i underlæben, idet de knækker nakken. Jeg undrede mig over, hvor min lillebror var henne. Alt, hvad jeg så, var grimt og ukendt. Jeg havde ikke lyst til at røre liget. Jeg tænker stadig på, hvorfor man kalder de dødes kroppe for lig. Jeg ved ikke, hvad et lig er lig. Liget foran mig var bestemt ikke lig med min lillebror. Han var allerede væk.”

Idas mor dør snart. Det siger lægerne og Idas moster, der insisterer på, at hun besøger den syge på hospitalet. Men Ida har ikke lyst til at se sin mor. For noget gik galt mellem dem, og de har ikke snakket sammen i årevis. Ida har forsøgt at lægge det hele bag sig. At ignorere og leve med ikke at forstå. Men nu er hun selv gravid, og jo mere det puffer i hendes mave, jo mere behov har hun for at se sin egen historie i øjnene:

Hvorfor har hun brugt hele sit liv på at flygte fra sin mor?
Hvorfor kaster hun op, når livet gør ondt?
Og hvorfor tog hendes lillebror sit eget liv?

Heidi Fjelstrups debutroman Stilhed er en eksistentiel roman om at konfrontere sin egen bagage og prøve på at forstå, hvorfor man nogen gange er længst fra de mennesker, der er tættest på.