In absentia


In absentia

In absentia
af Daniel Henriksen

“Det er noget af en cocktail forfatteren har rystet sammen i denne spændingsroman, der skiftevis frastøder og fascinerer …
Minder med sit filmiske drive om Falling down og serier som Dexter og Breaking bad.”
Dansk Bibliotek Center

 

“Her er i den grad tale om en både actionfyldt, blodig og forrygende morsom spændingsroman, der føles som en vild rutsjebanetur, som skiftevis får læseren til at grine og gyse.
En klar anbefaling herfra.”
Litteratursiden.dk

 

“Dette er ikke en bog som blot er skrevet for at have muligheden for at skrive en masse voldelige og blodige scener. Det at det ikke blot er vold for blodets skyld, men at den har en historie, gør at den bestemt er værd at læse. Forlaget kalder den for en spændingsroman, hvilket nok er en meget passende kasse at putte denne bog i. Det er ikke rigtigt en gyser eller horrorbog, og det er heller ikke en krimi, så spænding er meget passende, og spændende er den bestemt.”
Himmelskibet

 

“Jeg synes det her er en meget modig bog, og den er dygtigt skrevet. Der er ikke mange der kan harmonisere grum splatter horror med humor uden at det kammer over til den ene eller den anden side.
Uanset hvad vej, det ville tippe, ville det blive latterligt og tåkrummende, men Daniel Henriksen rammer balancen perfekt.
Det er igen meget subjektivt, for netop humor er noget af det allersværeste at skrive, da folks humoristiske sans er så forskellige, men måske det er nemmere i horror? Deler horror også det galgenhumoristiske gen?

Under alle omstændigheder var jeg godt underholdt under læsningen og sad skiftevis med ansigtet i smil eller i forvrænget adr-effekt. Jeg er spændt på hvad der ellers måtte komme fra hans hånd.

Jeg vil give den 5 ud af 6 hjerter. Ikke fordi jeg kommer til at læse den igen eller at den har sat sig fast i min hjerne for bestandig, men fordi jeg er meget imponeret over balancegangen mellem humor og horror. Det er altså godt håndværk.”
Eibes bogblog

 

“Når en bog starter med sætningen ”Jeg har lavet min egen kiste”, bliver man som læser automatisk nysgerrig.
Det skal dog snart vise sig, at den trods alt rolige indledning ikke er andet end netop en stille ouverture til en hæsblæsende og meget blodig jagt gennem for det meste navnløse danske provinsbyer med enkelte afstikkere ud til øde og meget uhyggelige steder.

Under alle omstændigheder: ”In Absentia” af Daniel Henriksen er en velskrevet krimi i et flydende og godt nutidssprog på samtlige 184 sider.
Danmarksbloggen giver den fire store dampende kopper kaffe ud af seks mulige – som dem morder-hovedpersonen ynder at drikke, uanset hvilket humør han er i.”
Danmarksbloggen.dk

 

“Hovedpersonen i Daniel Henriksens In absentia, en midaldrende bogholder, er syg og har kun få måneder tilbage.
Det ved hans kone Stine ikke, selv om han netop har færdiggjort sin egen kiste, som står gemt under en presenning i hans garage.
Han elsker Stine højt og efter en god middag, hed sex osv. forlader han huset for at tage på det kursus i teambuilding, han har bildt Stine ind, at han skal på. I stedet kører han ud for at rydde op i sit liv.
Det er en meget voldelig, men også en umoralsk, morsom og utraditionel spændingsbog.”
Bogpusheren.dk

 

Find forhandler af paperback Find forhandler af e-bog

 

In absentia af Daniel Henriksen
Udgivet 1. maj 2016
Paperback og e-bog
184 sider

Bagsidetekst

Det ene øre er reduceret til takkede stumper af brusk. Et øje mangler, og øjenhulen er fyldt med beskadiget væv, matteret af mørkt blod, og har en klam leveragtig farve. Det andet øje er misfarvet af slag. Næsen er skæv og hævet. Det meste af læberne er væk, så det ser ud som om han smiler hele tiden. Der er revet et grimt hul gennem den ene kind, og man kan se tungen bevæge sig. Jeg sætter kaffen fra mig. Min hånd ryster, jeg håber ikke han bemærker det.

Han er syg, har ringe selvtillid, han søger midler og retfærdighed. Han tøjler sin skæbne og iscenesætter sin egen død. Men hans gerninger leder ham ned ad en skummel, dyster vej – mod kyniske eksistenser i det sociale mørke.

En historie om lemfældig omgang med penge, mordvåben, elendig automatkaffe, asiatiske kvinder og nedlagte landbrug. Rutcheturen ender med appel i denne humoristiske, men grove og blodige spændingsroman.